Diamanthulen

Introduktion

Diamantehulen er en fortællerkoncert med Storstrøms Kammerensembles 8 musikere og skuespilleren Mikkel Løvenholt Reenberg. Den er rettet mod skolebørn i 4. skoleklasse og for familier med børn fra ca. 10 år og opefter.

Fortællerkoncerten varer ca. 45 minutter og består af musik og det fortalte ord. Nogen gange musik og tale samtidigt, nogen gange kun tale, nogle gange kun musik. Både musik og tekst er skrevet til denne lejlighed.

Teksten handler om nogle børn, som ved et tilfælde finder en mængde diamanter i jorden. Spørgsmålene bliver mange: Hvem fandt diamanterne, hvem deler med hvem, hvem tager magten, hvem vinder og hvem taber. Hvem er ven, hvem er fjende? Hvad er en ven, hvad er en fjende?

Overordnet handler fortællingen om hvordan vi mennesker ofte reagerer, når vi bliver stillet over for nogle grundlæggende spørgsmål om respekt og venskab, om rigdommens begær, om at have magt og om at vælge side.

Vi ønsker at give børn kunstneriske oplevelser, hvor de kan opleve, hvordan en abstrakt størrelse som musik kan påvirke oplevelsen af en konkret historie. Og omvendt: hvordan ordene og deres betydning kan påvirke oplevelsen af musikken.

Idé og produktion: Bjørn Hernes, Karavane